Forestil dig, at blive mødt af en svingende lussing, en mavepumper og en psykisk overhaling hver morgen du åbner dine øje!
Hvordan er det? Var det en behagelig fornemmelse? Nej…vel!
Sådan oplever mange af vores klienter deres morgen. De er blevet frataget det mest dyrebare de har, nemlig deres børn, til trods for, at de har fælles forældremyndighed og egentlig burde have det samme udgangspunkt i at ”deles om børnenes tid”.
Der sker bare det, at børnenes anden biologiske forælder gennem manipulation, fysisk og psykisk vold har formået at få fuldstændig kontrol over situationen, så vores klienter ikke får lov til at blive den del af børnenes liv, som de så brændende ønsker.
”Jeg vil gerne med til det næste tandlægebesøg, hvornår er det?”
Svar: ”Jeg skal nok bestille tiden. Det er ikke godt for vores SAMARBEJDE, at du deltager, så du får et referat”
Afslag – igen og igen et afslag. Hver gang vores klienter forsøger (ydmygt og forsigtigt), at blive en større del af barnets hverdag, end blot et weekendsamvær, er afslaget et rungende NEJ, med en flad, udtværet og fortærsket begrundelse som ”manglende SAMARBEJDE”.
Men en bopælsforælder skal jo SAMARBEJDE?! Det står i loven!
Det sker bare langt fra i virkeligheden, når højkonflikten foregår i det skjulte til trods for, at alle omkring barnet og forældrene kan se, at der er noget helt galt. Men ved møderne i Familieretshuset sidder bopælsforælderen med overbevisende stemme og siger, at vedkommende skam gerne vil SAMARBEJDE.
Tjek! – SAMARBEJDET fungerer fra bopælsforælderens side, så vi fortsætter.
Døren lukkes til Familieretshuset og døren til virkeligheden åbnes. Lyd og billede passer ikke længere sammen, for SAMARBEJDE er en by i Rusland!
Nej, det er bedst at Lille Ibs tryghedsbamse er hjemme hos os…
Nej, sygesikringsbeviset skal ikke følge lille Ib – det kan jo blive væk…
Nej, det er bedre, at lille Ib bliver passet i kommunens fællespasning, end at du skal passe ham…
Nej, du får ikke lov til at passe lille Ib når han er syg – det er bedre at han kommer i gæstedagpleje…
Nej, du får ikke at vide, hvilken børnehave lille Ib går i…
Nej, nej, nej…fordi vi ikke kan SAMARBEJDE om det.
Alternativet er, at kommunikationen stopper, svarene udebliver…tavshed.
Men lider lille Ib ikke under det her?!
– Jo, det kan du bande på!
Børn er bare fantastiske overlevere, som kan tilpasse sig enhver situation. De har godt nok en del strategier for at fortælle, at det er rigtig svært at være i verden, og de inviterer alt det de kan og formår – de anstrenger sig for at gøre det så nænsomt som muligt, så både mor og far kan holde ud til at være i det, for til sidst at skrige det ud til verden, slå og sparke alt der står i vejen…eller opgive!
Men de har inviteret os voksne ind på deres helt egen måde. De voksne omkring netop disse børn, ser det bare ikke godt nok. En tydelig reaktion er, når barnet er udadreagerende, og det er til at få øje på. Vi skal ikke overpræstere, men vi skal gøre det godt nok!
Men barnet synes at trives i dagplejen, vuggestuen, børnehaven og skolen, på trods af, at der er viden om, at forældresystemet omkring barnet er brudt sammen, står i flammer og alt er kaos.
Ja, for der er et helle…der er fred og ro, alt er som det plejer, der er forudsigelighed, der er struktur…det er et rart sted at være.
Men trives barnet? Nej, det gør det ikke! Det er vores påstand nu og altid – et barn trives ikke, når forældrene ikke trives…begge forældre! Når SAMARBEJDET ikke eksisterer.
Når vi forsøger at hjælpe mine klienter i MetteC-Consult rundt omkring i kommunernes familieafdelinger og Familieretshuse, bliver vi mødt på mange forskellige måder. Gængs for rigtig mange kommuner er, at de indhenter oplysninger fra dagpleje, vuggestue, børnehave eller skole.
Kan du regne det ud?! Barnet trives, skriver de.
Det handler blot om forældrenes manglende SAMARBEJDE.
Jamen, SAMARBEJDET er ikke-eksisterende!
Der skal nemlig to til et SAMARBEJDE, idet man jo skal arbejde sammen for at SAMARBEJDE.
Vi oplever alt for ofte, at bopælsforælderen får en sær-status i systemet. Vi oplever også, at den status sagtens kan misbruges, og at det sker i det skjulte, for ellers mistes denne status jo.
Vi oplever, at vores klienter ser sig nødsaget til at filme, optage og samle beviser ind i en lind strøm for at sikre sig, at systemet kan se, at de ikke er utroværdige, at de taler sandheden, at de bliver behandlet som det man skyller ud i toilettet.
Kan det være rigtigt?! Nej, vel…
Vi mangler visdom, mod og vilje, til at systemet begynder at få øjnene op i højkonfliktsagerne.
Visdommen og kendskabet til dynamikkerne, personlighedsstrukturerne og ikke mindst overgrebet på barnet i midten.
Modet til at sige, at her forekommer der SAMARBEJDSSABOTAGE i én eller anden grad.
Viljen til at gå hele vejen for at finde frem til nældens rod.
Vigtigst mangler vi dog, at bopælsforælderen bliver stillet til ansvar for at bevise, fortælle og dokumentere, at de reelt SAMARBEJDER!
Vi synes ærlig talt, at der er gået inflation i ordet SAMARBEJDE, og til tider kan det næsten lyde som et bandeord for de forældre, mine klienter hos MetteC-Consult, der netop forsøger at få en tilgang til barnet ud fra et fælles forældreskab.