Efter at have fulgt med i debatten omkring dokumentarprogrammerne ”Daginstitutioner bag facaden” på TV2 og ”Hvem passer på vores børn?” på DR1, bliver jeg nødt til at tage bladet fra munden.
I mine mange år i socialrådgiverarbejdet med børnesager af den ene eller anden art, og nu senest som privat socialrådgiver og partsrepræsentant i konfliktfyldte børnesager, har jeg haft fokus på den dokumentation der bliver udarbejdet omkring barnet. Det er barnets ”papir” og det skal man som fagperson tage særdeles alvorligt, idet dette stykke ”papir” følger barnet – og det gør det resten af livet. Det kræver derfor mod, høj faglighed og ikke mindst ordentlighed, når man som fagperson (pædagog, skolelærer, socialrådgiver, psykolog mv.) udtaler sig om andre forældres børn. Der skal være en god portion ydmyghed forbundet med fagligheden, og det kræver tid, ressourcer og relevant uddannelse/erfaring til at man kan varetage denne opgave.
Jeg har stor respekt for de professionelle, der varetager vores børns omsorg, når ikke selv vi kan, enten fordi børnene er i daginstitution eller fordi forældrene ikke selv kan være forældre 24/7. Men jeg tillader mig at vove den påstand, at ovenstående faktorer ikke er til stede i mange, rigtig mange tilfælde.
Det betyder, at når der bliver indhentet statusoplysninger på et barn fra en myndighed, så bliver status skrevet ud fra de forudsætninger der er til stede – og det er langt fra tilstrækkeligt!
I stort set alle sager, indhenter de sociale myndigheder statusudtalelser fra skole/dagsinstitution, når der er tale om bekymring for et barn. Denne udtalelse er med til at danne grundlag for myndighedernes vurdering og efterfølgende afgørelse for, hvorvidt barnet er i trivsel og om barnet har behov for særlig støtte.
Som en del samarbejdet med Kids Rescue oplever vi ofte børnesager (skilsmisse og højkonflikt-sager), hvor diskrepansen i forældrenes oplevelse af barnets trivsel, fører til henvendelse til myndighederne, hvortil myndighederne rekvirerer udtalelser fra skole/børnehaver for belysning af sagen.
Desværre må vi erkende, at når vi ser disse udtalelser, har fagpersonen enten ikke forholdt sig konstruktivt til barnet, ikke har ”opdaget” barnet eller man har taget ene forældres parti. Det er en påstand, som vi til enhver tid vil møde modstand på, idet det ikke er ”tilladeligt” at kritisere en professionel aktørs udtale.
Men jo…når jeg skal lade tvivlen komme barnet til gode, er det netop på sin plads at få problemet frem i lyset – også med kritik.
Jeg ser udtalelser fyldt med statements der ikke er underbygget, stillingtagen til hvorvidt den ene eller anden forælder er bedst egnet som forælder, manglende beskrivelse af barnets helt basale pleje og manglende kontekstbeskrivelser. Det er et stort arbejde, ja, men det er andre forældres børn der er ”lånt ud” til den professionelle i tillid til at denne varetager det mest dyrebare vi har.
Nu er min farvepallet hverken sort eller hvid – den rummer mange farver, hvorfor det der beskrives på ingen måder er gældende i alle sager, så fortsæt nu det gode arbejde hvor det er godt, godt, for de dygtige og professionelle fagpersoner hører ikke til her. Min agenda er ikke at placere skyld, men der bør og skal være fokus på det der skal være bedre – det vi desværre alt for ofte ser i børnesagerne i Kids Rescue. Min agenda er derfor, at der skal tages ansvar – vi har alle et ansvar, leder som medarbejder – i at lade tvivlen komme barnet til gode!
Så derfor…find den faglige stolthed frem og kræv den tid der skal til en fyldestgørende dokumentation – find ydmygheden frem og bed om hjælp, hvis ikke fagligheden rækker – Vær faglig skarp i kommunikationen både i opdraget til beskrivelserne og i opgaveudførelsen!
Når jeg så ser de dokumentarprogrammerne ”Daginstitutioner bag facaden” på TV2 og ”Hvem passer på vores børn?” på DR1”, tænker jeg: ”Dét der er simpelthen ikke godt nok; uordentligt, forrået, umoralsk, manglende ydmyghed og dybt uprofessionel varetagelse af små uskyldige børn, der i dén grad skriger deres behov ud til den professionelle med BLOKBOGSTAVER”.
Hvordan vil fagpersonens beskrivelse af barnet være, hvis eller når en myndighed anmoder om statusoplysninger på barnet?!
Uagtet om jeg bryder mig om det eller ej, begynder det at give mening i mange (ikke alle!) af de børnesager jeg beskæftiger mig med. Det giver mening når jeg ser, at der er alt for få hænder til at varetage børnenes omsorg. Det giver mening, når der er sneget sig en forrået kultur ind i nogle af de danske børnehaver, hvor det er tilladeligt at underkende børnenes invitationer for hjælp. Det giver mening når jeg ser, at store personaleudskiftninger hos de professionelle (det være sig både pædagoger og socialrådgivere), får fatale konsekvenser for barnet – og ikke mindst for barnets ”papir” i en børnesag.
Når man end ikke opdager robuste børns signaler, hvordan forholder det sig så med de sårbare børn?!
Det er ikke godt nok og det skal gøres bedre – dels i at lave et ordentligt ”opdrag” når der rekvireres statusudtalelser, dels at de professionelle er faglig velfunderede til at udføre opgaven og dels at der gives tid og rum til at udføre denne opgave.
Fordi…det er netop denne opgaveløsning, som myndighederne bruger, når de vurderer hvorvidt barnet er i trivsel; skal barnet have støtte eller ej?!
Det er skræmmende, hvor stor betydning disse beskrivelser har, når et barns reelle trivsel skal vurderes.
Mit opråb er derfor:
Kære myndigheder – lad nu være med at træffe afgørelse på et spinkelt grundlag, når der foreligger stor diskrepans i de henvendelser der modtages, enten i form af bekymrede og frustrerede forældre eller andre underretninger. Serviceloven beskriver, at man kun må undersøge så skånsomt som muligt, men at undlade vigtige oplysninger i børnesager er ikke skånsomt – det er utilstrækkeligt. Det kræver mod, etisk forsvarlighed og høj faglighed, at være oprigtig nysgerrig på barnets trivsel.
Lad nu tvivlen komme barnet til gode!